7. juni 2024 Jeg har i tidens løb udgivet flere bøger. Når de er udkommet, har jeg siddet og sagt: Nå, det var så det.
Ved udgivelsen af Landbruget set fra bilruden skulle det være anderledes. Jeg ville holde en lille fest for bogen og for alle de landmænd, rådgivere, backere og andre, som havde bidraget. Og invitere familie, venner, læsekreds og facebook-vennerne med.
Hinnerup bibliotek var en fantastisk ramme
Og sådan blev det, og det blev en fantastisk dag for mig. Jeg holdt bogreception fredag den 7. juni kl. 16 på Hinnerup Bibliotek og Kulturhus. Personligt havde jeg aldrig deltaget i en boglancering, så jeg gjorde det på min måde.
Bibliotekaren Lise-Lotte Balle hjalp med alt det praktiske og havde så mange gode ideer. Hun havde endda lavet en specialudstilling med landbrugsbøger. Og mine bøger blev sat op og dannede en bagvæg for arrangementet.
To af producenterne i bogen tilbød at sponsere. Peter fra Holgers leverede flotte jordbær og Mogens Hastrup, Kirstineborg kom med dejlig æblemost. Jeg havde købt, danske kartoffelchips og andre søde sager fra Danmark og bobler fra Frankrig, og pyntet op med store markbuketter.
Overvældende
Godt 40 mennesker mødte op, og det var så overvældende. Der var tre taler. Ud over min lavede Lise-lotte en mundtlig anmeldelse og Lene Bruun fra SEGES Forlag, som have læst manuskriptet, gav bogen nogle gode ord med på vejen.
Og ellers nød jeg en summen af snak og god karma. Som en anden stor forfatter sad jeg ved et bord og signerede bøger.
Tak til alle som mødte op. Jeg blev meget rørt den dag.
Fotos: Iris Holmberg og Louise Sparre Andreasen