Bøgerne er landet

Omsider kom lastbilen med bøgerne. Det var med hjertebanken og rystende hænder, jeg fik sprættet plastikken af og åbnet den første kasse.

Og bøgerne er FLOTTE – ligesom jeg havde drømt om, de skulle se ud. Farverne er gode, og bøgerne udstråler kvalitet. Kæmpelettelse.

Mange kasser

Jeg modtag to paller med 47 kasser og 17 bøger i hver. Hver kasse vejer 15,5 kg, så heldigvis har jeg en hjælpsom mand, som stillede dem på plads i garagen.

Så gik arbejdet med at sende bøgerne ud i verden i gang. En stor pakke til DBK, som sørger for at registrere bogen, så den kommer til salg hos boghandlerne og to eksemplarer til Dansk bibliotekscenter, som køber ind til bibliotekerne.

Hvis jeg skal være ærlig, var jeg noget oppe at køre. Heldigvis kom grafikeren forbi om eftermiddagen. Det var dejligt at kigge på bogen sammen med hende, nyde resultatet og tale om alle vores overvejelser og det store arbejde, vi sammen har udført.

Ro på

Næste morgen var jeg lysvågen kl. 4. Hjemmesiden og webshoppen skulle opdateres og jeg skulle sende anmeldereksemplarer ud.

Der er faktisk ingen grund til at stresse, og nu har jeg fået ro på igen. De første bestillinger tikker ind.

Sådan er det at være selvudgiver. Nu er 1½ års arbejde forvandlet til en trykt bog. Så kommer salgsarbejdet.